Her finder du information om, hvad du skal gøre for at leve op til de nye postkasseregler, og hvad der sker, hvis du ikke gør det. For nogen vil det også være muligt at få dispensation.
MEFA’s tjekliste til postkasser:
- Behov: Hvor meget post får du, dvs. hvor rummelig skal postkassen være? Skal postkassen også kunne modtage pakker?
- Design: Hvilket signal ønsker du at sende?
- Sikkerhed: Hvor robust skal postkassen være? Er det vigtigt med en god sikkerhedslås?
- Kvalitet: Hvor god er holdbarheden, og hvor lang er garantien?
- Vejledning: Det er en god idé at spørge din forhandler, inden du beslutter dig
Sådan lever du op til reglerne
Det er dig som ejer, der er ansvarlig for, at din postkasse er placeret korrekt, og det skal den være inden den 1. marts 2012.
Hvis du eksempelvis bor i villa, parcel- eller rækkehus med indkørsel eller flisebelagt gang, skal postkassen placeres for enden af indkørslen eller gangen, altså helt ude ved vejen eller fortovet.
Hvis du bor i et byhus, der ligger direkte ud til fortovet, kan du hænge din postkasse på husmuren.
Hvis du eksempelvis bor på en landejendom med tilhørende landbrugsjord, skal postkassen placeres ved det naturlige skel til ejendommen. Dog skal der højst være 50 meter mellem din bolig og din postkasse.
Hvis du ejer et fritidshus, er der to forskellige regelsæt: Hvis dit fritidshus ligger på en udstykning, som er foretaget før 1. januar 1973, skal du opsætte en postkasse ved indgangen til din parcel. Hvis dit fritidshus ligger på en udstykning, som er foretaget efter 1. januar 1973, skal ejerforeningen opstille et centralt beliggende postkasseanlæg.
Hvad der sker, hvis du ikke lever op til reglerne
Hvis du den 1. marts 2012 ikke har placeret din postkasse ved skellet, og du heller ikke har fået dispensation, risikerer du, at du ikke modtager breve, pakker og andre postforsendelser.
Postbefordringsvirksomheder som eksempelvis Post Danmark er nemlig ikke forpligtet til at levere til dig, hvis du ikke overholder reglerne.
Muligheder for dispensation
Uanset din boligform (lejlighed, villa, fritidsbolig, etc.) kan du få dispensation for de nye postkasseregler. Det kan du, hvis du af fysiske eller psykiske årsager er ude af stand til at hente dine forsendelser i postkassen.
Hvordan får du så dispensation i praksis? Det skal ske gennem visitation fra din kommune, som derefter giver besked til postbefordringsvirksomheden, eksempelvis Post Danmark, om, at du skal have leveret dine forsendelser til døren.
Førhen er dispensationer blevet behandlet af det lokale postkontor, men det er altså ikke længere tilfældet. Ligeledes får man som pensionist (65+ år) heller ikke længere automatisk dispensation. Dispensation bliver altså alene givet ud fra en fysisk og psykisk vurdering, og det er kommunen, som foretager denne.
Værktøj til præcis placering af postkasse
Post Danmark har også lavet en informationsside om den ny postlov. På den er der et værktøj, som du kan bruge for at se, hvor du præcis skal placere din postkasse afhængig af, hvordan din grund er indrettet. Besøg siden her